Omkring 300 danskere er fortsat strandet i udlandet, hvor de på grund af udbruddet af coronavirus har svært ved at rejse hjem til Danmark.
Det oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice.
Udenrigsministeriet har under coronakrisen haft en central opgørelse over det samlede antal sager om strandende danskere - den såkaldte krisedatabase.
Men i takt med at flere og flere danskere har fundet vej tilbage til Danmark, er antallet af sager faldet.
Og dermed er arbejdet blevet mere "normaliseret", oplyser Udenrigsministeriet.
Det vil sige, at det i første omgang er de danske ambassader og konsulater rundt om i verden, som varetager opgaverne med at hjælpe strandede danskere.
Derfor føres der på nuværende tidspunkt kun central statistik over strandede danskere i Indien, Pakistan, Irak og Colombia.
Det skyldes, at der i disse lande fortsat er et stort antal danskere, der på grund af lokale restriktioner eller aflyste flyafgange ikke kan komme hjem.
I disse fire lande er der samlet set registreret omkring 300 strandede danskere.
Derudover har Udenrigsministeriet kendskab til mellem 100 og 150 danskere, som er strandet i andre lande i verden.
Men de fleste af dem har "stor tilknytning til det land, som de opholder sig i", oplyser ministeriet.
Den 25. marts - kort efter at Danmark og flere andre lande var begyndt at lukke grænserne - var omkring 1800 danskere registreret som standede i udlandet.
Den udfordrende situation med lukkede lufthavne, aflyste fly og lukkede grænser medførte, at Udenrigsministeriet måtte assistere med særfly.
I midten af april havde de danske myndigheder hjulpet knap 500 borgere hjem med danske særfly - og over 900 danskere var hjulpet om bord på andre landes særfly.
Kilde: /ritzau/